Rigtig mange af os forbinder filt med noget, vi legede med i håndarbejdstimerne i skolen eller måske noget man bruger til sutsko. Men, der findes et utal af sjove og spændende muligheder for at lave både brugsgenstande og kunst af det levende og formbare materiale.

Filt har mange anvendelsesmuligheder og du kan lave rigtig mange både søde og sjove projekter ud af det uldne materiale. Filt fås desuden i mange forskellige former og kan endda fremstilles af strik, hvis du behandler det korrekt, læs med herunder og find ud af, hvilke muligheder, der gemmer sig i en verden af filt.

Hvilke former for filt findes der?

Det er meget forskelligt, hvad der menes, når vi i dag snakker om filt eller hobbyfilt. Både butikkerne og os private har forskellige meninger for ordet. Det kan blandt andet betyde:

  • Filt stof, som du køber på filtrulle eller i afmålte stykker
  • Uld, der købes farvet og kartet, som du kan filte ved hjælp af nål og sæbevand
  • Kogt uld, der er mere strækbart og blødt end almindeligt filt
  • Filtkugler
  • Garner, der kan filtes

De mange forskellige former for filt åbner også hver især for en række spændende anvendelsesmuligheder, hvilket helt naturligt er grunden til at filtarbejde ligesom en række andre former for håndarbejde har fået en vældig renæssance i de seneste år.

Især når der er tale om at filte strikkede produkter.

Hvad kan du lave med filt stof?

Filt stof, der købes i metermål er næsten det letteste at arbejde med, hvis du er begynder. Det har en utroligt blød overflade og fås i mange smukke og klare farver.

I dag er det et materiale, der er utrolig populært, når der skal laves uroer til baby eller ophæng til børneværelset og på nettet kan du finde et stort udvalg af inspiration, DIY opskrifter og guides, der gør det muligt for dig at lave de smukkeste barselsgaver eller pynt til din egen baby.

Du kan bruge både almindelig filt stof og filtkugler til at lave en farvestrålende filt uro som baby vil elske at ligge og kigge på mens I skifter ble eller får tøj på efter badet.

Både blomster, dyr og himmellegemer er smukke og kan laves af filt stof – både af øvede og begyndere.

Hvad kan du lave af filt uld?

Som udgangspunkt er der faktisk ingen grænser for, hvad du kan lave, hvis du kaster dig udi at arbejde med nålefiltning.

Det er en lidt mere tidskrævende og omfattende proces end, når du arbejder med filtstof, men du kan lave rigtig mange sjove ting, der kan fylde godt op i kassen med jule- eller påskepynt.

Det er de små figurer, der er mest populære i denne form for filt. Hertil kan du nemlig købe både færdige kits og en række fine forme i skum, som du kan filte over.

Hele ideen er, at du over en form at skum lægger den løse filt og med en nål grundigt fæster filten på skummet. På den måde kan du lave små nisser, snemænd, kyllinger eller måske får i alle former og farver. Til sidst kan du vælge at gøre filtningen ekstra fast ved at dyppe arbejdet i sæbevand og gnide det forsigtigt så de lange fibre bliver filtret sammen og danner en kapsel af filt om skummet.

Du kan desuden lave ting som;

  • filt dækkeserviet , der er et stykke filt, som du pynter ved hjælpe af nålefiltning
  • Filt kurv, der er en helt simpel kurv i filt, der også kan pyntes med nålefilt
  • Pynt på jakker eller halstørklæder og sjaler, der er lavet af kogt uld bliver også rigtig smukt

Hvordan filter du garn?

Er du også hoppet med på den store strikkebølge, der har taget hele Norden med storm igennem de sidste 5-10 år, så kan du også få glæde af filtning. Rigtig mange af de garner, du kan købe, som er fremstillet af ren uld er nemlig også egnede til filtning.

Det betyder, at du kan strikke både huer, hjemmesko og jakker hvorefter du filter dem og får en helt ny overflade, der er både mere hold bare og mere varm.

Især hjemmesko i filt er utroligt brugte i vintermånederne. Det er helt optimalt for de små i børnehaven og vuggestuen, fordi de er varme, bløde og lette at tage på.

Vil du gerne give dem et bedre fodfæste og desuden øge levetiden kan du vælge at sy en lædersål under bunden eller måske bruge flydende gummi, der er specielt fremstillet til netop det formål.

Når du filter garn kan du enten gøre det i hånden eller smide det, der skal filtes en tur i maskinen. I begge tilfælde er det vigtigt at huske, at det færdige produkt som udgangspunkt bliver 20-25% mindre, når du filter det.

Alt i alt er filtning og arbejde med filtstof både sjovt og spændende – både for store og små. Har du børn, så er det også en oplagt ting at lave i fællesskab. God filtning!